Formandens beretning 2024

 

Musikforeningens 104. sæson blev en sæson som vi i det store og hele kan være tilfredse med -selvfølgelig ville det have være godt med nogle flere tilhørere.

Sæsonen blev indledt med „Keglebanetrioen“, et navn som henleder opmærksomheden på Mozarts berømte værk for klarinet, bratsch og klaver, og som da også blev spillet af de tre fremragende musikere, Søren-Filip Brix Hansen, klarinet, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch, og Charlotte Thaning, klaver. På programmet stod også Max Bruch’s 8 Stücke og et værk af Edward Smaldone „Housemusic“ skrevet til Keglebanetrioen.

Ved den næste koncert blev et publikumønske opfyldt, nemlig at få en af de unge danske pianister til Sønderborg. Valget faldt på Gustav Piekut, endnu ikke 30 år, men allerede i fuld gang med en international karriere. Han spillede et gedigent klassisk og romantisk program. Desværre var der ikke så mange unge mennesker blandt publikum som vi havde håbet.

Årets sidste koncert var ikke helt traditionel i instrumentsammensætningen. InDuo, Sofie Elkjær Jensen, sopran, og fløjtenisten Isabella Hübener, havde allieret sig med pianisten James Sherlock, og de spillede et spændende program lige fra J.S. Bach til danske Svend S. Schultz.

En ung dansk strygekvartet, Absalon String Quartet, som i 2022 vandt PR Kammermusikkonkurrencen, begejstrede publikum med værker af Franz Schubert og Claude Debussy. Ved denne koncert blev det markeret, at Musikforeningen nu, næsten nøjagtig på dagen, i 50 år har afholdt koncerter i Riddersalen på Sønderborg Slot!

Og så var vi lidt dristige med valget af den første koncert i det nye år, som fik overskriften ‚Den lille og den store‘. Den danske violinist og komponist Kuno Kjærbye og den tyske kontrabassist Heiko Maschmann blandede meget nyt og meget gammelt. Tre af de nyere værker var skrevet af nulevende komponister, og en af dem, Hanne Tofte Jespersen, var oven i købet til stede ved koncerten. Måske var koncerten for fremmedartet for mange, hvilket kunne formodes ved at se på tilhørerantallet.

Til gengæld var der mange til sæsonens sidste koncert med Women of Brass. Ti kvindelige skandinaviske messingblæsere spillede et festligt program, og selv om trommehinderne af og til blev strabadserede, var koncerten en stor oplevelse.

I den kommende sæson har vi igen bestræbt os på at præsentere et alsidigt program, som både er for dem der holder af den klassiske musik, og for dem der er nysgerrige på nyere musik.

Der lægges ud med Steinaa Trio som består af søstrene Eva og Maria på hhv. fløjte og obo sammen med pianisten Elias

Holm. De tre vandt P2 Kammermusikkonkurrencen i 2023. Programmet består overvejende af værker af kvindelige komponister.

Nyt skal der til, og vi kaster os udi en meget anbefalet koncert med to slagtøjsspillere. Mathias Reumert og Anders Elten benytter sig hovedsagelig af melodiinstrumenterne vibrafon og marimba.

Årets sidste koncert byder næsten på en uropførelse. Den kendte danske komponist og korleder John Høybye har skrevet et værk for solobratsch og kor, som uropføres i begyndelsen af november i Randers, og som får sin anden opførelse hos os. De medvirkende er Susanja Nielsen, solobratschist i Malmö Symfoniorkester og Nordisk Vokal Ensemble. Derudover spilles og synges der værker for kor og for bratsch.

Vi har ganske ofte haft musikere fra Sønderjyllands Symfoniorkester på programmet, og ved den første koncert i det nye år vil vi kunne høre Birgit Bauer, violin, og Jeppe Solløs Rasmussen, horn, som sammen med pianisten Jakob Alsgaard Bahr spiller værker af Catherine Likhuta, Eric Ewazn og Johannes Brahms.

„Særlige Sonater“ kalder to unge danske musikere deres program. Toke Hansenius, violin, og Lasse Loft Jensen, klaver, spiller værker fra wienerklassikken over rumænsk folketone til skandinavisk musik.

Strygekvartetten, kammermusikkens moder, er i centrum ved sæsonens sidste koncert. Den unge fremadstormende danske Novo Quartet spiller værker af Ludwig van Beethoven, Benjamin Britten og den polske Graźyna Bacewicz.

Vi skal hele tiden sørge for at være synlige i musikverdenen. Vi annoncerer som altid vores koncerter i pressen og på Facebook og Instagram og udsender nyhedsbreve til medlemmer og andre interesserede. Vi har en rabatordning for medlemmerne i vores naboforeninger, Aabenraa, Haderslev, Tønder og Flensborg. Desuden har vi en rabatordning for eleverne på Sønderborg Musikskole, som desværre sjældent bliver benyttet.

Tak til følgende som har støttet os finansielt – i alfabetisk rækkefølge: Augustinus Fonden, Dansk Kultursamfund, fabrikant Mads Clausens Fond, Knud Højgaards Fond, Linak, Solistforeningen af 1921, Statens Kunstfond, Sønderborg Kommune og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Tak til Revisions- og Regnskabskontoret for annoncetegning.

En varm og hjertelig tak til:

Webmaster Bente Faurby som suverænt varetager vores hjemmeside.

Jens Petri som dagens ordstyrer.

Og ikke mindst tak til bestyrelsen for mange gode indsatser og meget fint samarbejde.

18. august 2024
Sus Beckedorf