Så spiller den igen!

I lørdags tog Sønderborg musikforening fat igen og endnu en gang med håbet om, at planlægningen fremover er holdbar.

Den svenske Trio Lindgård var programsat. Det er ikke lige en trio man kender, og koncerten begyndte også meget neutralt. De tre musikere – violin, cello og klaver – gjorde entre i tilfældig hverdagspåklædning.

Violinisten i lyseblå skjorte med mørkerøde seler og blå butterfly. De to andre med sort jakke, men forskelligartede åbentstående skjorter. De må have hilst på os, men erindringen derom fortoner sig, da det hele virkede nærmest ligegyldigt.

Men så! Med en voldsom akkord fra pianisten så vi røg op i sæderne, var musikken i gang. Det var det de kom for. Og derefter havde de os i deres hule hånd.

I kammermusik er en meget væsentlig nydelse ved siden af selve musikken at mærke ensemblets fælles hjerteslag, både hvad angår flow, præcision, artikulation, fælles dynamik og musikernes individuelle træden frem og tilbage inden for helheden.

Det var her en ren nydelse, der yderligere blev forstærket af vores viden om, at pianisten var trådt ind, da trioens faste pianist var blevet syg.

Efter den indledende voldsomhed i klaveret – klaver hedder det, men det er jo et stort koncertflygel – kunne man frygte at det, som det ofte er tilfældet i Riddersalen, ville  være for dominerende. Det var også voldsomt, det kunne han virkelig, når musikken var voldsom.

Men når den var afdæmpet, vidste pianisten præcis hvor han skulle placere sig i dynamikken. Og det var især i disse legende lette passager, at musikken som intim kammermusik var sublim nydelse.

Koncerten udmærkede sig endvidere ved at indeholde værker af to kvindelige komponister.

Og det er stadig værd at bemærke. Kvindelige komponister har været voldsomt undertrykt, næppe saligt underkendt; det var et principielt spørgsmål.

Når de nu i stigende grad får værker opført, leder man alligevel efter om man kan høre en grund til at kvindelig komponister endnu ikke spilles så ofte. I lørdags ledte man forgæves.

Det var to store værker, Klavertrio i g-mol (1884) af svenske Elfrida Andrée og ligeledes Klavertrio i g-mol (1846) af Clara Schumann. Her er en kategori, hvor vi endnu har meget til gode.

Imellem de to trioer hørte vi et værk af Bo Gunge (*1964). En musikalsk naturstemning inspireret af et digt på fem linjer af John Bang Jensen.

Klangfantasier udfoldede sig omkring et motiv på tre toner som gik igen i alle de fem afsnit, så genkendelsen glæde meldte sig som i en passacaglia. Det var meget velklingende.

Salen var kun halvt fuld, men det var en koncert på højeste niveau. Som sædvanligt! Kom trygt, selvom du måske ikke kender navnet på de optrædende.