Musikforening over alle grænser

Der er noget med fire instrumenter og fire musikere der spiller sammen. Det har for eksempel gjort repertoiret for strygekvartetter enormt både i mængde og kvalitet, og der er tilføjet nye værker langt op i det 20. århundrede.

Men hvis man nu ikke spiller et strygeinstrument? Ja, så er kvartetten stadig tillokkende. I nyere tid har guitarer, saxofoner, harmonikaer, blokfløjter m.m.(?) prøvet kræfter med kvartetstrukturen. Men da værker skrevet for sådanne ensembler er fraværende, indebærer det at musikerne selv må finde velegnet musik og udsætte den for deres besætning.

Vi var derfor i særlig grad spændte på hvad vi skulle opleve da vi i det lyse forårs lyse lørdag eftermiddag trådte ind i Riddersalen på Sønderborg Slot, hvor Sønderborg Musikforening præsenterede en guitarkvartet.

Selve kvaliteten måtte være sikret da de fire polske musikere som udgør Erlendis Quartet, for snart fem år siden vandt P2’s kammermusikkonkurrence. Men hvad særligt oplever man så med en guitarkvartet?

En distinkt, lys klang som i den grad matchede forårslyset i rummet, et stort dynamisk udtryksregister med mulighed for spansk temperament i den ene ende og i den anden et gribende velklingende ekstremt pianissimo. Ja selv når instrumenterne blev stemt mellem værkerne, sad man og nød velklangen i rummet.

Og så blev der spillet!

De lagde ud med Bachs Præludium og fuga i cis-mol fra Das Wohltemperierte Klavier. På Bachs tid opførtes denne musik på cembalo. Nu er også flyglet en mulighed. Cembaloet, hvis strenge knipses som guitarens, har en distinkt, sprød, nøgtern klang uden mulighed for at variere anslagets styrke, mens flyglet har en fyldig, romantisk klang med dynamiske muligheder. Guitaren forener begge disse muligheder. Det var dejligt at lytte til.

Derefter spillede kvartetten to kendte Slaviske danse af Dvořák. Det er romantisk, men dog let musik og måske nok det mindst oplagte valg til kvartetten. Det romantiske blev i satsen Dumka lagt tyngende oven på musikken i form af et gevaldigt følende rubato som tiltrak sig opmærksomhed på bekostning af linjerne i Dvořáks enkle musik – et synspunkt som

denne anmelder havde svært ved at finde opbakning til blandt publikum i pausen.

Men pausen blev reddet – også for anmelderen. For inden da spillede kvartetten et divertimento af Mozart. Divertimento er et let og underholdende stykke musik, og Mozart er her et legebarn. Også her satte musikerne deres præg på musikken; de legede med! Og ingen andre steder end i legen kan selve sammenspillet mellem fire musikere – og det er nok her firtallet er genialt – træde frem som et selvstændigt stærkt udtryk. Det var vidunderligt.

Efter pausen gled vi fra to af Carl Nielsens små klaverstykker opus 3, hvor Folketone i kvartettens udgave egentlig blev større musik end man normalt opfatter den på klaver, via musikernes landsmand Paderewski over i stadig mere guitarinspireret musik. Sidst med cubaneren Lecuonas Suite andalusia, hvis satser har spanske navne. Og spansk blev det. At guitarens klangkrop blev brugt som slagtøjsinstrument, var kun en lille del af det folkloristiske.

Ekstranummeret var tilsyneladende en parafrase over folkemusik hjemmefra.

Musikforeningen finder ikke bare de bedste ensembler, den sørger også for den største alsidighed. Med guitarkvartetten er grænsen ikke nået. Næste gang er koncerten et samarbejde med Sønderborg Jazzklub. Det er lørdag d. 23. april, kl. 16 i Riddersalen.