De ligner en storfamilie som de træder ind på scenen, og man oplever endnu en gang at alder er uden betydning når musikken spiller. Og så kan den søde musik let blive hængende i luften. Ensemblet, som er stiftet i 2018, består faktisk af to ægtepar og et far-datter-par. Dertil en tysk tenor, som så vidt undertegnede har kunnet følge med, er kommet til senere.

Bebrejdet af en kollega at han ikke angav hvilket tempo han ønskede sin musik spillet i, skulle Bach have svaret: ”Hvis du ikke kan finde dit tempo til min musik, så hold dig fra den.”

Dette fundamentale mantra for ægte interpretation synes at være ensemblets ledetråd. Ikke noget med historisk korrekthed, en vis opførelsespraksis eller tidens trend. Ifølge programmet har de fundet deres forhold til musikken når de søger fyldighed i klangen, overdådig ornamentik og den uimodståelige rytmiske fremdrift, som er barokkens egentlige udtryk. Så skader det heller ikke at de i Ulrik Spang-Hanssen på orglet har en også fremragende jazz-pianist.

Det er musikere som til stadighed finder deres eget forhold til den gamle musik, der holder den levende. Og så er der åbenbaringer uden grænser at hente i de gamle noder. Men de kan også selv, de gamle noder, man skal bare finde dem.

En åbenbaring for undertegnede har ensemblet fundet i form af en sonate for violin og continuo af Giovanni Antonio Pandolfi Mealli (ca. 1630 – 1707). Hvem er det? Det er i hvert fald en komponist som har leveret det i særklasse mest syrede stykke gammel musik jeg nogensinde har hørt. Her fandt Mo Yi sandelig sin egen tolkning ved ikke at lægge fingrene imellem – om jeg så må sige – hun gav den hele armen.

Fra komponistens side skred musikken fremad som om den ikke kunne finde ud af hvor den ville hen, og frustration herover udløste et tilbagevendende raseri. De små ansatser til ’normal’ barokmusik varede kun kort, så vendte galskaben tilbage. Og Mo Yi slap fingrene løs. Det var vildt imponerende.

En anden åbenbaring var af informativ art. Ulrik Spang-Hansen fortalte at Corelli (1634 – 1713) opførte musik med mere end 120 musikere. De var festlige, de gamle dage.

I lørdags måtte de seks komponister nøjes med fem musikere. Som karakteristisk for musikforeningens koncerter var det suverænt instrumentalt overlegne musikere. Den tilføjede tenor var også helt fremragende, og en sangers deltagelse udvider både repertoiret og udtrykket væsentligt. Han medvirkede i fire af de ni numre.

Trods hendes meget tilbagetrukne plads ved cembaloet måtte vi lokale kaste længselsfulde blikke efter Anne Agerskov. I august i år tiltrådte hun en stilling som domorganist og domkantor ved Aarhus Domkirke. Så kan man ikke komme højere hvis man vil blive i hovedlandet. Med udgangspunkt som ung organist og korkantor i St. Marie Kirke var hun en utrættelig initiativtager og koncertarrangør rundt omkring i Sønderborg, og som formand pustede hun nyt liv i byens Musikråd.

Det var også læreår for hende, og vi kan glæde os over at vores by har så rigt varieret et musikliv at Anne kunne folde sig ud med succes overalt hvor hun ønskede det. Helt afgørende stod der et veletableret og perfektioneret motetkor klar da hun overtog embedet i St. Marie Kirke efter Helge Granum i 2014. Det gjorde hende klar til også at sige ja til korkantordelen af embedet Århus Domkirke.

Vi ønsker hende et rigt musikliv i den jyske hovedstad og håber et se og høre hende jævnligt her i hendes egentlige hjemegn.

Ensemble 1585

• Tenor Markus Schäfer, professor ved Hannover Hochshule für Musik
• Violinist Mo Yi, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium
• Violinist Ida Spang-Hanssen, solistklassestuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium
• Cellist Gert von Bülow, tidligere professor ved Rostock Hochschule für Musik
• Organist Ulrik Spang-Hanssen, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium
• Organist (her cembalo) Anne Agerskov, organist og domkantor ved Aarhus Domkirke